Turen til museum og Gong Fu skole
Torsdagen startede med en morgenmad i den muslimske kantine på skolen. Her fik jeg en madpandekage med kylling og en eller anden form for nudler, som var en smule stærk men ellers en rimelig neutral smag.
Den første tur vi skulle på gik til en form for madmuseum. Her var hovedfokusset på et meget kendt brød fra Tianjin, som hed Mahe. Følelsen jeg fik, var at menneskene fra Tianjin tydeligvis var meget stolte af dette meget kendte brød, men vi som prøvede det var ikke lige så begejstret. Brødet var meget tørt og man kunne også fornemme en form for friture.
Den anden tur gik til en Gong Fu skole. Det var igen et meget stort sted hvor der gik mange børn og unge i alderen 5- ca. 20 år. Vi fik at vide, at på denne skole startede børnene allerede helt nede fra 5-årsalderen. De boede på skolen i ikke særligt store værelser hvor der sagtens kunne bo op til 6-8 børn på et værelse på ca. 16 m2 med køjesenge og et lille bord og et lille toilet til deling. Det gav mig en følelse af overvældelse da jeg hurtigt kom til at tænke på mig selv som 5-årig. Jeg kunne slet ikke forestille mig at jeg skulle være flyttet væk fra mine forældre i den alder, så det at så små børn allerede nærmest flyttede hjemmefra synes jeg var ret vildt.
Skolen havde vundet rigtig mange pokaler og priser over årerne og det viste de os med meget stor stolthed. På den måde blev det tydeligt for mig, hvor vigtigt store præstationer betyder for kinesernes stolthed.
Børnene og de unge mennesker var tydeligvis virkelig dygtige til Gong Fu og lavede de vildeste spring og øvelser, som vi selvfølgelig også kunne få lov at prøve. Man fik hurtigt en ide om at selvom nogle af springene så nemme ud så var det sværere end som så. Det kunne de af mine kammerater, som prøvede selv i hvert fald bekræfte. Det kræver stor disciplin og mange timers øvelse og jeg tænkte på om der overhovedet var plads til andet i børnenes liv end at øve sig, blive dygtige og få medaljer og hæder.
