Turen på den kinesiske mur
Da vi vågnede tidligt onsdag morgen, var alle meget spændte. Det var nemlig i dag vi skulle ud på den mest omtalte tur, som vi alle havde set meget frem til siden ankomsten. Vi skulle på den kinesiske mur. Da vi steg ind i bussen, blev vi mødt af en meget gennemborende røglugt, da buschaufførerne synes det er enormt dejligt at ryge mens de kører. Det var ikke specielt rart ifølge mange af os, som jo ikke er vant til røglugt i offentlige køretøjer i Danmark. Selve køreturen var også helt anderledes end vi er vant til hjemmefra. Jo længere vi kørte, jo flere og højere blev bjergene. Vi fik set en masse kinesisk natur og kultur på denne køretur, lige fra slumkvarterer, til overklassekvarterer, til overvældende bjerge og dale. Vi kunne dog ikke nyde udsigten særligt, da vores buschauffør kørte alt for stærkt, på de alt for små bjergveje. Han tøvede ikke med overhalinger på op til flere biler, selv ikke i skarpe sving. Der lød et mindre skrig ned igennem bussen hver gang dette gentog sig, samt meget høje lyde fra bilerne der kom i modsatte vejbane og dem der syntes det var sjovt i starten, kunne godt se ulemperne ved den voldsomme kørsel, efterhånden som chaufføren kørte vildere og vildere.
Vi kom heldigvis frem til muren i et stykke. De første skridt var intet problem, men ikke lang tid efter gik det op for mange af os hvor hård en dag det ville blive. Nogle af trinnene var alt for små, så det ikke passede at tage et ad gangen, men heller ikke at tage to. Andre var i knæhøjde, sådan at vi nærmest måtte kravle. Jo højere op vi kom, jo smukkere og vildere blev udsigten.
Det var tåget denne dag, men selvom smoggen lå over landet, kunne vi stadig se den vilde natur og de høje bjerge i horisonten. Da vi nåede fjerde platform, kunne vi ikke komme længere. Derfor valgte vi at gå offroad, og gå i en lang række på en meget stejl bjergside. Vi måtte gribe fat i alt hvad vi kunne komme i nærheden af, og kunne kun håbe på, at grenene var tykke og stærke nok. Vi nåede efter et stykke tid et stykke mur mere, og på dette tidspunkt havde syren i benene virkelig sat ind, men mange af os bed det i os og fortsatte længere op ad bjerget. Mange smed tøjet i takt med at vi kom højere op, da det blev varmere og varmere, både fordi turen var hård, men også fordi vi kom tættere på solen, hvilket også resulterede i at flere blev solbrændte. Efter to timers bjergbestigning nåede vi toppen, og her mødte os den smukkeste udsigt man kan forestille sig. Vi havde ikke mere end en meters bredde at gå på, hvor der på hver side var MANGE meter ned. Mavefornemmelsen var en blanding af frygt og spænding for at nogen skulle falde ud over kanten, men også glæde og taknemmelighed over at opleve det her sammen.
Vi tog samme rute ned, hvilket var ligeså hårdt som da vi gik op. Underlaget var meget ustabilt
og mange faldt på vej ned, da det var sværere at styre benene efter al den syre og fysisk arbejde. Snakken gik dog lystigt selvom alle var trætte og udmattede, vi grinede og lavede sjov med alt vi havde oplevet indtil videre, og blev ved med at huske hinanden på at nyde hvert sekund.
Da vi endelig nåede bunden, stod bussen klar og ventede på os. Sulten havde for længst sat ind,
men det syn der mødte os da vi tog madpakkerne frem, var ikke just lækkert, og vi valgte derfor at lade dem ligge og holde os til maden i kantinen.
Busturen på vej hjem var lige så vild, så vild, at lærerne til sidst måtte bede buschaufføren om at sætte farten ned, da det ikke var en behagelig oplevelse for nogen. Selvom alle var helt udmattede efter fire timers varm, oplevelsesrig og hård bjergbestigning, var der stadig kræfter til at guitaren blev taget frem, og så var der ellers fællessang i bussen.
Trætheden overtog snart os alle, og man kan vidst godt sige at vi sov tungt den nat, efter alle de indtryk og fantastiske oplevelser.
