2.x STUDIETUR 2019 

Jeg vågede før Gustavs alarm ringede. Det var lyden af maskiner der havde vækket mig. Der kunne også høres en anden lyd som heller ikke havde været der de andre morgner, lyden af kinesiske studerende der var på vej til time. Der var også nye dufte, duften af meget overmoden frugt, som var blevet sat ind på vores værelse af nogle af de andre drenge, som del af vores evindelige prank-war. Da Gustav og jeg havde fået gjort os klar forlod vi hotellet. Ved indgangen blev vi mødt af den varme luft fra udstødningen af en gravko. En stor flok kinesere i alle aldre var ved at plante træer. Et område som dagen før havde været tomt, havde nu 30 træer, og klokken var ikke engang otte. De havde fuldt udvoksede træer på ladet af en lastbil, som de gravede huller til, og byggede et lille stativ om som skulle støtte træet så det ikke væltede. Vi fortsatte ned til kantinen, og blev ramt af en mur af varm friturelugtende luft. Jeg havde ikke troet at maden på nogle måde ville komme til at chikanere mig, men at smagen af friture lige efter tandbørstningen, var nok til at få mig til at lede efter en stand uden olie. På vejen hen mod en af de utallige undervisningsbygninger bemærkede vi at træerne var begyndt at springe ud. En let parfumeret lugt i den ellers meget tørre og støvede luft. Vi mødtes med en kinesisk lærer som viste os ind i en af undervisningsbygningerne, vi gik ned af en lang gang, med døre til klasselokaler på hver side, hvor man gennem vinduerne i dørene kunne man se kinesere der febrilsk ledte efter deres mobiltelefoner for at tage billeder af os. Vi blev ført ind i et lille klasselokale, hvor der sad omkring 30 kinesiske elever på små træstole ved gamle overtegnede træborde. Jeg blev overvældet af de kinesiske elevers store iver for at snakke med os, selv om deres evner for engelsk var meget begrænset. De gav os kinesiske kager som var lidt klejneagtige, men med en helt anden konsistens som smuldrede i munden, og ventede spændt på vores obligatoriske ’mmh they’re delicious’. Efter vores visit skulle vi til frokost, men vi gad ikke mere friture, så vi gik ned til en lille muslimsk kantine som vi egentlig ikke måtte spise i. Da vi åbnede døren blev vi ramt af den, i kinesiske sammenhænge, obligatoriske lugt af olie, men der var også samtidig et twist af krydderier i luften. Vi fik noget ris med et par forskellige gryderetter over, hvilket smagte langt bedre end forventet. Resten af dagen brugte vi på at spille fodbold og badminton mod kineserne. Om aften gik vi igen ned til den muslimske kantine for at spise. Emil, Gustav og jeg satsede denne gang, og valgte hver en ret fra det store menukort, hvor det eneste vi kunne forstå var prisen. Emil fik en ret med noget svinekød stegt i en tyk soyasovs, Gustav fik en tallerken med en ratatouille lignede ret, og jeg fik en tallerken med kogt icebergsalat med en tynd brunlig sovs over. Vi delte de to lækre retter og gik glade gennem den lune aften hjem til hotellet.