top of page

Turen til Binjiang Road i Tianjin

Så startede den første hele dag i Kina. Vi startede dagen med en betydelig anderledes morgenmad i skolens kæmpestore kantine. Der var mange boder som duftede af alt muligt forskelligt kinesisk mad. En af de lugte der fangede mig var duften af nudler. De kom i en lille pose som blev puttet i kogende vand sammen med en masse krydderier som jeg ikke lige kunne genkende. Da jeg smagte dem fik jeg en stærk smag af chili i min mund, som først var rimelig bizar da det var morgenmad, men det var også en god måde at starte dagen på. Dels var det nyt for mig, at få varm mad til morgenmad, men det føltes også anderledes at det var friturestegt, stærkt og fedtet ind i olie. I kantinen fik vi mange beundrende blikke fra de kinesiske studerende som fik os til at føle os meget specielle. De kunne ikke lade være med at kigge på os og smile og tage billeder af os. Det var en opmærksomhed man lige skulle vænne sig til.

Nogle timer senere gik turen til Binjiang Road i Tianjin. Turen foregik i en varm bus, som vi skulle sidde i, i et par timer. Når vi kiggede ud af vinduet fra bussen kunne vi se mange skyskrabere, som tårnede sig over én og fik en til at føle sig meget lille. Man havde ikke lige forestillet sig, at byen egentlig var så stor som den var, og det var helt vildt at tænke på, hvor mange indbyggere der var. Solen skinnede og stemningen i bussen var i top med høj musik og diverse snak og vi var så klar på, at kaste os ud i dagens program.

Da vi ankom til Binjiang Road fik vi igen utrolig meget opmærksomhed fra folk der gik forbi os. Folk ville tage billeder både af og med os, hvilket føltes lidt grænseoverskridende og meget anderledes, men det var nu også ret sjovt. Vi delte os op i to grupper hvor nogen tog til en kinesisk skrædder og nogen andre fik en guidet tur gennem Binjiang Road. Guiden var en påfaldende lille kinesisk lærerinde. Det er tydeligt at se i bybilledet, at den nye generation af kinesere var betydeligt højere end den ældre generation, hvilket er et tankevækkende billede på den udvikling Kina har været igennem de seneste årtier. På Binjiang Road var der mange mennesker og mange butikker, vi kunne gå ind i. Mens vi gik, fik vi en følelse af, at alting omkring os var overdrevet stort. Selv i noget så basisk som en tøjbutik, var det normalt, at der var omkring 4 etager fyldt med tøj. Det var et overvældende syn.

Facaderne var pyntet med kinesiske flag i røde og gule farver. Arkitekturen bar præg af ikke at være mange år gammelt, og man kunne få indtryk af, at denne kæmpe by var opstået på kort tid.

Der var mange forskellige sanselige indtryk, som overvældede os. Der var bl.a duften af alle mulige former for mad, som nudelretter og karryretter, sammenblandet med snak fra den store menneskemængde der fyldte gaden op. Med danske ører lød det kinesiske sprog nærmest fjollet. Det jeg prøvede at opfange lød det som ”yin yang gong” og der var ikke et ord, som var genkendeligt. Man skulle holde øjne og ører åbne hele tiden, dels for ikke at forsvinde fra de andre i mængden og dels for ikke at blive kørt ned af de små bitte busser der kørte midt på gaden og dyttede i en uendelighed.

Denne første hele dag var meget overvældende med indtryk fra de mindste sanseindtryk til gade efter gade og center efter center af størrelser, der var fuldstændig vanvittige set med danske øjne.

k1 - Kopi.jpg
k4 - Kopi.jpg
k2 - Kopi.jpg
k5 - Kopi.jpg
k3 - Kopi.jpg
bottom of page